Om mig

Mit navn er Jeppe Forchhammer

Jeg er født spastikker fordi min mors livmoder sprang da hun skulle føde mig hvilket gjorde jeg ikke fik ilt nok og derfor blev jeg hjerneskadet. På billedet kan du se det område af hjernen der blev skadet og dette område styrer evnen til bevægelse.

Denne sygdom kaldes dystoni.

 

“Dystoni er betegnelsen for ufrivillige spændinger (spasmer) i vore muskler, som kan resultere i abnorme bevægelser og stillinger af kropsdele eller lemmer.”

– www.dystoni.dk

Kommunikationssbesvær

På grund af min hjerneskade, kan jeg ikke kommunikere verbalt men trods min funktionsnedsættelse har jeg mange alternative muligheder for kommunikation. 

Jeg har mit stavesystem som jeg har fået tatoveret på min underarm. Jeg kan også bruge mine øjne til at kigge på ting, samtidigt med at jeg siger lyde, og/eller rækker ud efter ting som jeg gerne vil have. Sidst men ikke mindst har jeg min RollTalk som jeg bruger til mail og sms, og selvfølgelig til at snakke med folk som ikke kender mig. 

Foredrag og ISAAC

Kommunikation er mange ting. Mere end 83% af kommunikation er ikke verbalt og dette har jeg brugt meget tid på at undersøge. En del af mit arbejde omhandler at holde foredrag om netop alternative kommunikationsformer og jeg er også bestyrelsesmedlem i CP danmark, danmarks spastikerforening. På min youtube kanal kan du blandt andet se mit ISAAC foredrag.